Grøn stær (Glaukom)
Grøn stær, også kaldet glaukom, er en af de hyppigste årsager til blindhed, hvis sygdommen ikke behandles. Grøn stær er en gruppe af sygdomme, hvor nethindens inderste nerveceller (de retinale ganglieceller) gradvist dør. Nervecellerne har kabler (nervefibre), der løber fra nethinden ind i hjernen. Der findes omkring 1.2 millioner kabler til at begynde med og disse danner til sammen synsnerven (ledningen fra øjet ind til hjernen). Når man har glaukom sker der et gradvist tab af disse inderste nerveceller og deres kabler. Det resulterer i tab af synsfeltet, som man desværre ikke opdager før tabet er udtalt, altså før man har fremskreden glaukom.
I folkemunde er grøn stær en sygdom, hvor øjentrykket er højt. Om end øjentrykket er en af de væsentligste risikofaktorer for udvikling af grøn stær og den eneste risikofaktor, som vi kan behandle, er det IKKE årsagen til grøn stær. Man ved dog, at sænkning af øjentrykket bremser udviklingen af grøn stær hos de fleste - også hos de patienter med grøn stær, der aldrig har fået målt et højt øjentryk.
Symptomer på grøn stær
Grøn stær er oftest en snigende synstyv, hvor der ikke er symptomer før sygdommen er meget fremskreden. Nogle former for grøn stær giver dog symptomer, hvorfor typen af glaukom og sygdommens stadie er afgørende.

Figuren viser et sundt øje øverst og et glaukomramt øje nederst. Billederne med blomsterne viser, hvordan synstab kan forekomme ubemærket, da hjernen kompenserer ved at udfylde de manglende områder i synsfeltet. Glaukom udvikler sig gradvist og uden smerter, hvilket gør regelmæssige øjenundersøgelser afgørende for tidlig opdagelse og behandling.
Hvornår bør man søge øjenlæge?
Da glaukom ofte udvikler sig uden tydelige symptomer, anbefales regelmæssige øjenundersøgelser, især hvis du har:
- Glaukom i familien
- Forhøjet øjentryk
- Udtalt nærsynethed (myopi)
- Udtalt langsynethed (hyperopi)
Jo tidligere glaukom opdages, desto bedre er chancerne for at bremse sygdommens udvikling og bevare synet.
Hvis en af dine forældre eller søskende har glaukom, har du 8–10 gange øget risiko for selv at udvikle sygdommen. Risikoen stiger yderligere, jo flere nære familiemedlemmer der er ramt.
Udredning og behandling
Hos Dine Øjenlæger er vi eksperter i udredning og behandling af grøn stær. Vi optimerer din behandling og sørger for, at du bliver godt informeret om dine behandlingsmuligheder før du vælger den ene frem for den anden. Vi er tilgængelige og giver dig et kontinuerligt behandlingsforløb. Med vores internationale netværk deltager vi i forskning for at optimere behandlingen af grøn stær. Hør om vores nuværende forskningsprojekter og se, om du kunne være interesseret i at deltage i optimering af nuværende behandlinger eller udvikling af nye behandlingsstrategier.
Har du spørgsmål eller brug for en undersøgelse kan du ringe til os på
32 22 40 70
eller

Figuren viser kammervæskens cirkulation i øjet. A: Viser en oversigt over øjet. B: Viser, hvordan væsken i øjet (kammervæsken) produceres i strålelegemet (1), strømmer gennem pupillen til det forreste øjenkammer og drænes ud af øjet via øjets indre afløb (kammervinklen og Schlemm's kanal). Denne proces er essentiel for at opretholde øjets tryk og væskebalance. C: Viser den særlige form for glaukom (lukketvinkel glaukom), hvor væsken ikke kan komme fra strålelegemet til øjets indre afløb, hvorfor øjentrykket stiger. Hvis passagen pludseligt blokeres, opstår en akut trykstigning, som kan være synstruende på kort tid og kræver øjeblikkelig behandling.
Læs og hør mere om grøn stær
Hvad er grøn stær (SundhedsTV)
Hvad er forskellen på grå og grøn stær (Øjenforeningen)
Hvorfor er det svært at opdage øjensygdomme (Apoteket.dk)
Symptomer på grøn stær (Øjenforeningen)
Livet med grøn stær - Knud Romer
Tidlig opsporing af glaukom læge-læge (SundhedsTV-podcast)
Pushing Back on BAK - interview om hvorfor BAK ikke bør være i øjendråber
Meget om grøn stær (Hjertelyd)
Hjernekassen om grøn stær - Knud Romer og Miriam Kolko